Agurketid førte til afsløring af overmedicinering

Per Gade Gyldenkærne og Trine Warrer Juul fra P4 Sjælland var åbenlyst både glade og stolte over den anerkendelse af deres afdækning af overmedicinering og urimeligt pressede arbejdsforhold på Køge Sygehus, som Kreds 2 prisen er et udtryk for - foto af Peter Haugaard
Per Gade Gyldenkærne og Trine Warrer Juul fra P4 Sjælland var åbenlyst både glade og stolte over den anerkendelse af deres afdækning af overmedicinering og urimeligt pressede arbejdsforhold på Køge Sygehus, som Kreds 2 prisen er et udtryk for – foto af Peter Haugaard

Af Peter Haugaard

Trine Warrer Juul og Per Gade Gyldenkærne kunne via aktindsigt i påbud fra Arbejdstilsynet til Køge Sygehus sidste sommer afdække et presset personales brug af sovemedicin over for patienterne.

– Vi fik mange henvendelser om, at det også er foregået andre steder, men ingen vil træde frem med navn og fortælle om det, sagde Trine Warrer Juul, som sammen med Per Gade Gyldenkærne, begge reportere på DR P4 Sjælland, modtog årets Kreds 2 pris for deres afdækning af de stærkt kritisable forhold på Køge Sygehus, herunder unødvendig brug af sovemedicin for at få patienterne til at sove længere, for at personalet kunne overkomme arbejdsbyrden.

Det var et lucky punch

– Det var lidt af et lucky punch, som startede med, at indbakken der sidst i juli 2016 var helt tom, og agurkerne bare voksede sig større og større, sagde Per Gade Gyldenkærne.  Han satte sig for at undersøge de røde smileys, som Arbejdstilsynet uddeler ved dårligt arbejdsmiljø, i forhold til sygehusene, og faldt over en på Køge Sygehus fra sommeren 2016.

Han kontaktede Arbejdstilsynet, som fremsendte påbuddet, der handlede om et meget presset arbejdsmiljø på intensivafdelingen på Køge Sygehus. Manglen på sygeplejersker betød, at patienterne  blev  overmedicineret, der var også problemer med hygiejnen, og afdelingen havde det største antal overflytninger af patienter  i landet. Trine Warner Juul kontaktede Patientsikkerhedsstyrelsen, som straks reagerede overfor Region Sjælland.

Trien Warrer Juul fik adgang til at tale med ledende sygeplejersker og læger, men fik på stedet kontakt til en menig sygeplejerske, der fortalte om hvordan travlhed i dagligdagen betød,  at personalet var nødt til at skrue op for bedøvelsen hos nogle patienter, for at kunne tage sig af andre patienter.
Det høje tempo og arbejdspres betød, at personalet blandt andet ikke havde tid til at vaske hænder og derfor blev smittebærere mellem patienterne, og det medførte et højt antal ’utilsigtede hændelser ’ eller slet og ret komplikationer.

Radioen kom først

De to journalister arbejder primært i Nyheder & baggrund redaktionen, som skal fremstille historier til næste dags radio. En redaktør et andet sted i DR ønskede imidlertid at lancere historien i TV-Avisen først, men flertallet mente, at historien først skulle bringes af breaket i DR P4 Sjælland og først efterfølgende i landsmedierne. Samme dag historien blev bragt reagerede daværende sundhedsminister Sophie Løhde, fra Venstre, ved i en pressemeddelelse at betegne det som de to journalister havde afdækket, som “helt uacceptabel adfærd”, og også Styrelsen for Patientsikkerhed reagerede og udbad sig en redegørelse om sagen.

– Vi udarbejdede en lanceringsplan og havde en stribe indslag fra 22. august og helt frem til januar i år, sagde Per Gade Gyldenkærne.

Sagen afstedkom bl.a. at sygehusledelsen ofrede 12-18 mio. kr. på forbedringer og mere personale på Køge Sygehus, en række henvendelser fra andre sundhedspersoner i hele landet og stor ros og opbakning fra disse.

– Det er fremragende og samfundsvæsentlig journalistik,  Trine Warrer Juul og Per Gade Gyldenkærne har lavet, og for det skal de have kredsens højeste udmærkelse, Kreds 2 Prisen, begrundede kredsformand Dorte Kildegaard tildelingan af årets pris, til de to journalister fra DR P4 Sjælland.