From Foto

EU-parl

Valgforberedelse: Besøg i EU’s Maskinrum

Tag med kreds 2 på studietur til EU

 

Bruxelles 26. – 29. november 2018

Få mere at vide om, hvad EU betyder for vores land, region og os selv og vores nabo på en studietur, arrangeret af Kreds 2 i samarbejde med Europa-Kommissionen og Europa-Parlamentet.

”Nede i Bruxelles” er blevet et skældsord for de politiske beslutninger, skiftende rege­rin­ger ikke er så tilfredse med. Når der i EU træffes beslutninger, som har fået fuld dansk tilslutning, er det straks ”regeringen”, der har besluttet. Lær at gennemskue, hvad der er op og ned i EU-samarbejdet. Det har enorm betydning for os alle – vi ved det bare ikke altid.

Der er valg til Europa-Parlamentet næste år. Hvad betyder det for os – og hvad bør vi holde vores kandidater op på?

 

Om programmet

På studieturens første dag, ankomstdagen, er planlagt møde med en journalist og muligvis en fotograf, som har et godt kendskab til EU-arbejdet, og som ud over et oplæg vil besvare vores nysgerrige spørgsmål – også om hvordan det er at arbejde i Bruxelles.
Ligeledes er der planlagt et møde i Ministerrådet, hvor EU-landenes regeringschefer og fagministre mødes til planlagte- og hasteindkaldte møder året rundt.

De næste to hele dage besøger vi Europa-Parlamentet og Europa-Kommissionen og møder en række politikere og embedsfolk, som hver især gør os klogere på EU.
Der er frokost med i prisen disse to dage.

Fjerdedagen skal vi besøge den danske EU-repræsentation, hvor udstationerede embedsfolk fra den danske centraladministration gør os klogere på den danske vinkel i samarbejdet.

 

Transport

Vi flyver derned mandag den 26. og hjem igen torsdag den 29. november 2018. Vi kommer til at bo på enkeltværelser (med mindre andet ønskes) på et hotel tæt ved centrum.

 

Pris
Prisen kommer til at ligge på max. 4.400 kr.

Prisen er fratrukket et lille tilskud fra EU. Kreds 2 giver et tilskud på 2.000 kr. til alle kredsmedlemmer, der ikke får turen betalt som efteruddannelse af deres arbejdsgiver.
Ligeledes giver kredsen en velkomstmiddag på ankomstdagen og transport fra og til lufthavnen i Bruxelles.

 

Bindende tilmelding på mail til Jette Hvidtfeldt senest onsdag den 15. august 2018.

Tilmeldingsmailen skal indeholde:

  • Fulde navn (som i passet)
  • Fødselsdata dd/mm/åååå
  • Adresse, postnummer og by
  • Pasnummer
  • Telefonnummer
  • Mailadresse

Når tilmelding er modtaget, sendes en mail til bekræftelse af modtagelsen – det er sket, at mails er havnet i cyberspace for evigt.

Følsomme oplysninger som fødselsdata og pasnummer kan evt. afleveres på telefon til Jette Hvidtfeldt, 20 44 68 78. Alle data bringes sikkert videre.

GF 2018 i Kreds2 - ed - foto af Peter Haugaard

Kreds 2 kom hele vejen rundt i 2017

Et enkelt arrangement måtte aflyses, ellers har DJ-medlemmerne på Sjælland og Øerne – uden for København – kunnet finde vej til et mangfoldigt univers af aktiviteter.

Det skortede ikke på medlemsarrangementer i 2017 i Kreds 2, Dansk Journalistforbund. Ambitionsniveauet var højt, og mangfoldigheden stor – fra gode råd om opdatering af sit it- og pc-grej i Hillerød til opskriften på en avissucces (Tune Posten). Kun et enkelt arrangement har måttet aflyses grundet for lille tilslutning. Dansk Journalistforbunds Kreds 2 er ikke bare aktiv og i vigør, den har også ambitionerne på medlemmernes vegne, og er til hver en tid modtagelig for ideer, ris og ros fra medlemmerne, fremgik det af generalforsamlingen på Café Florentz midt i Roskilde søndag den 4. februar 2018.  Fremmødet var heller ikke i år imponerende, 18 deltagere i alt blev det til, og så var der både kaffe og chokoladekage og lækker buffet med laks og laksetærte og vegetarbøffer undervejs. Læs mere

lovestorm_ed

Kærlighedsstorm viser vej til forandring

Journalist Lise Ravnkilde, Lolland-Falsters Tidende, fik årets Kreds 2-pris for med “enestående engagement og sine faglige kompetencer” at have vist vejen for andre gennem sin bog, “Lovestormen fra Lolland-Falster”.

– Lise har med bogen givet os andre en mulighed for at forstå, hvad det var, der skete, da der rejste sig en kæmpestor positiv reaktion mod det negative og nedslående billede af Lolland-Falster i mange menneskers hoved og medierne, især affødt af nogle meget omtalte udsendelser på TV2, sagde Jette Hvidtfeldt fra kredsbestyrelsen ved overrækkelsen af årets Kreds 2-pris på Café Florentz i Roskilde søndag den 4. februar 2018.
Modtageren af Kreds 2-prisen, journalist Lise Ravnkilde, er kvinden bag bogen om “Lovestormen fra Lolland-Falster”, som hun har udgivet på eget forslag og gennem crowdfunding fået solgt en del af på forhånd. Guldborgsund Kommune har købt en del af oplaget for at bruge bogen som en gave, og på Lolland-Falster har bogen solgt rigtig godt, enkelte andre steder i landet såmænd også. Læs mere

Bullshit-oplæg_ed

Voldelig opvækst lagde kimen til Bullshit

Årets Cavlingpris-vindere Camilla Stockmann og Janus Køster-Rasmussen gav et indblik i deres arbejdsmetoder og overvejelser med bogen om rockergruppen fra Vestamager.

Der var en sammenhæng mellem en voldelig opvækst med vold i hjemmet eller i folkeskolen, kombineret med druk, en forfejlet ungdomspolitik og ungdomsarbejdsløshed, som gjorde de 13-14-årige unge ”voldsparate” og dermed tiltrukket af det rockermiljø, som opstod på Vestamager i starten af 1980’erne og blev til gruppen Bullshit.

Sådan forklarede journalisterne og ægteparret Camilla Stockmann og Janus Køster-Rasmussen, der er årets Cavlingpris-modtagere for deres dokumentariske bog ”Bullshit – fortællingen om en familie”, der skildrer den første rockerkrig og største væbnede kamp i Danmark siden anden verdenskrig og som samtidig er en beretning om baggrunden for kriminelle ungdomsbander. Læs mere