Hvidvask-skandalen er kun toppen af isbjerget

Årets Cavlingpris modtagere – Berlingskes gravergruppe – der afslørede hvidvask-skandalen i Danske Bank – overvejer at forfølge yderligere tips fra kilder

Tekst og foto: Peter Haugaard & Dorte Kildegaard

Berlingskes gravergruppe er ikke i tvivl om, at hvidvask af kriminelle penge er langt mere omfattende og foregår mange flere steder, og at de med afdækningen af hvidvask-skandalen i Danske Bank for 1500 milliarder kroner kun har kradset i overfladen. Det til trods for at afdækningen fik både direktøren Thomas F. Borgen og bestyrelsesformanden Ole Andersen til at trække sig, fik Danske Bank smidt ud af Estland, affødte et stort kursfald for banken og et amerikansk søgsmål foruden Bagmandspolitiets igangværende undersøgelse.

Cavlingvinder Michael Lund, Berlingske, Hvidvasksagen, Danske Bank

De tre journalister, som 4. januar 2019 modtog Dansk Journalistforbunds fornemmeste hæderspris, Cavlingprisen, for deres enestående kulegravning og afsløring af skandalen er Eva Jung, Simon Bendtsen og Michael Lund.

Sidstnævnte fortalte forud for generalforsamlingen i DJ Kreds 2, på Café Florentz i Roskilde søndag den 24. februar 2019, om arbejdet med den komplekse og omfattende sag. De tre journalister er i øjeblikket ved at skrive en bog om arbejdet med sagen, som kun er toppen af et isbjerg.

– Selvom Danske Bank i Estland nu er lukket ned, tror vi ikke problemet er løst. Det flytter bare andre steder hen, sagde Michael Lund.

Projektet begyndte med gennemgange af kontoudtog, gruppen havde fået fra OCCRP, der viste store, mistænkelige russiske pengestrømme. Senere fik journalisterne fra kilder adgang til nye og flere kontoudtog, disse med forbindelse til regimet i Aserbajdsjan, som de delte med OCCRP. En fattig flygtning var indsat som direktør og tilfældige ydmyge adresser var hjemsted for virksomheder, der angiveligt havde store millionomsætninger.

Ret hurtigt traf journalistgruppen beslutning om at samarbejde med OCCRP, Organized Crime and Corruption Reporting Project, og fandt ud af, at Danske Bank i Estland ikke levede op til reglerne om at have styr på sine kunder for at undgå hvidvask af kriminelle penge. En række typiske alarmklokker for at opdage hvidvask af penge er f.eks., når virksomhederne har adresser i skattely, når det tydeligvis er stråmænd, der er indsat som direktører og man ved enkle tjek af virksomhederne – har de f.eks. en hjemmeside eller bruger de Facebook – finder ud af, at det er dæk- eller fupfirmaer.

Journalisterne fik efter de første offentliggjorte artikler også nogle gode tips fra kilder, som de beskytter i en grad, så kun ganske få kender deres identitet. Senere i forløbet blev der også anvendt mere sikre metoder end direkte kontakt på telefon eller mail, når kilderne skulle kontaktes. F.eks. rejste journalisterne til en lufthavn et andet sted, end kilden boede, lejede en bil og kørte så til kilden, som blev opsøgt i sit hjem om aftenen. Der blev anvendt kodenavne for kilderne, og der blev ikke brugt mobiltelefoner for udveksling af oplysninger om dem.

Arbejdsmetoden for journalisterne var gennemgang af bunker af papirer med kontoudtog, som de havde fået udleveret fra nogle fortrolige kilder, og de fandt oplysninger om kanalisering af store millionbeløb til europæiske politikere, som blåstemplede valghandlinger i Aserbajdsjan, og andre kolossale summer røg til skattely eller luksusforbrug.

– Danske Bank var knudepunktet i en enorm hvidvaskemaskine, der vil poppe op de næste mange år, blot andre steder, sagde Michael Lund.