Tør vi afskaffe ”Breaking News”?

Journalistbranchen har sovet over sig og er delvis selv skyld i høje utroværdighedsmålinger. Det var et af budskaberne, da Kurt Strand holdt foredrag for medlemmerne af Kreds 2 i Roskilde på den internationale pressedag – den 3. maj.  Han mente, at i stedet for at give verden skylden, skal branchen tage og gribe i egen barm.

Tekst og foto: Anja Desirée Lykkeberg

KurtStrand-foredrag_Foto_anja-d-lykkebergCafé Florentz, Roskilde: Alt for mange medier lader sig køre rundt i manegen efter andres dagordener.  Den ”konstruktive” nyhed er imidlertid, at verden ikke kan undvære journalister. Vi skal ”blot” turde have modet til at turde sige nej til historier, der bliver serveret på et sølvfad og i højere grad selv turde sætte dagsordenen – og måske endda til at afskaffe ”Breaking News.

Hvordan kan det være, at journalister i troværdighedsmålinger ligger og roder rundt i bunden med brugtvognsforhandlere, politikere, ejendomsmæglere og bankrådgivere? Ifølge Kurt Strand, der onsdag aften havde sat nogle timer af til foredrag og fagdiskussion med kollager, er der i høj grad brug for selvransagelse – for i en verden, der spinner hurtigere og hurtigere, er der brug for journalister, der står stille fast på at insistere på sandheden og kigge magthavere efter i sømmene.

Når verden spinner

Når oplagstal falder drastisk, men vi alligevel får ”nyheder” i et tempo som aldrig før – når USA’s præsident har medvind til at sige, at gedigen journalistik er ”fake news” – når politikere og andre meningsdannere på professionel vis konstant formår at få politiske budskaber igennem økonomiske og tidspressede medier – så er det ikke svært at forstå, at flere og flere opfatter journalistik som undværlig.  En opfattelse, der næppe bliver bedre af, at en branche, der angiveligt lever af at have fingeren på pulsen, f.eks. overser strømninger i befolkningerne, som eksempelvis Donald Trump ramte med sin retorik, og som man lignende har oplevet i Danmark, da man overså det store tag, Dansk Folkepartis havde i mange mennesker i ”Udkantsdanmark.

Kurt Strand, der har mere end 35 års journalistisk erfaring på stort set alle medieplatforme, er stolt over at tilhøre et fag, der traditionelt set er rigtig god til at give de indbyrdes parter konstruktiv kritik. Alligevel peger han på nødvendigheden af at sætte fokus endnu skarpere på egen praksis for at have en mulighed for at kunne agere klogere i en hverdag, hvor mange ønsker sig adgang til journalistikkens mange medier.

”Mange, der har stemt på Trump, giver udtryk for, at de godt ved, at han lyver, men de siger jo bare, at det gør journalisterne jo også.  Og betydningen af fake news er virkelig problematisk i forbindelse med, at journalister har så dårligt et ry.  Det er et kæmpe problem, og det er et kæmpe problem, at vi så ofte hopper på at diskutere de mest ”far out” ting.  Diskussioner i det offentlige skal hvile på fakta, for ellers sker der det, vi oplever i dag – at man lige så godt kan tage den sandhed der, passer bedst. Man tager det, man synes virker mest rigtigt til det verdensbillede, man har i forvejen, lyder det fra Kurt Strand, der godt kan være bekymret over den stigende brug af ikke mindst sociale medier, der flyder over med uredigerede historier, der sammen med let manipulerbare billeder let kan skabe folkestrømninger baseret på usandheder.

41.000 nye abonnenter

Men i kølvandet på fake news har der vist sig en bølge, der kan være afgørende for journalistikken at ride med på. Behovet for gennemtjekket og gennemarbejdet viden.

”Efter den absurde diskussion, der var om, hvor mange der egentlig var til præsident Trumps indsættelse, skete der det, at gamle etablerede medier fik en enorm abonnementstilgang. New York Times fik f.eks. 41.000 nye abonnenter i ugen efter. Og jeg tror på, at hvis vi tør trække en streg i sandet – hvis vi tjekker vores historier, så godt som det kan lade sig gøre, er der mange, der har brug for det, vi kan. Hvis vi lader os rive væk, har vi ikke en chance. Det duer ikke, at folk kan sige: Hvis ikke jeg kan stole på dem, hvorfor skal jeg så betale for det. Derfor skal vi i den grad være på vagt, når nogen vil stjæle dagsordenen”, fortæller Kurt Strand – og stiller selv spørgsmålet: ”Men hvem tør trække i håndbremsen?  The Telegraph har for et halvt års tid siden afskaffet breaking news med begrundelsen, at der bliver sendt for meget ud, der ikke er ordentligt bearbejdet.  Det er modigt gjort! Alle sagde, at det var tåbeligt, men deres standpunkt er, at de skal kunne stå inden for arbejdet – og set i det lys var de nødt til at sætte tempoet ned. Og måske er det den vej, man skal gå? Jeg tror i hvert fald, det vil hjælpe at turde begynde med at skrive færre artikler, der så i stedet er bedre gennemarbejdede.  Kigger man herhjemme, producerer journalister godt og vel dobbelt så mange artikler som for blot ti år siden.

Kurt Strand har eksempler med: Lars Løkke Rasmussen, der lufter sine hunde på Hundested Havn – fotograferet afslappet og – folkelig – uden jakke.  Dansk Folkepartis Kristian Thuelsen Dahl, der sidder smilende på et skib – ”tilfældigvis” med Kronborg lige bag sig

”Det er jo ikke svært at få øje på, hvorfor det er så nemt for Lars Løkke Rasmussen at blive fotograferet på havnen i Hundested med sine hunde og han ved at skabe en begivenhed på den måde kan få sit billede og budskab med i lokalavisen. Jeg ved jo godt at man løber stærkt på en redaktion – og så kommer der en historie ind på et sølvfad, men nogle gange skal man måske turde lade den være, hvis man på den måde kommer til at løbe efter en andens dagsorden.

Kigger man på Dansk Folkeparti, er de ekstremt dygtige til at iscenesætte begivenheder, hvor fotografen, i det her tilfælde, skal være ualmindelig dygtig for ikke at få Kronborg med som baggrund. Kigger man på Dansk Folkepartis historie i det hele taget, har de været umanerlig dygtige til at blive fotograferet med danske ikoner i baggrunden.

Inger Støjberg og kagen: Vi hoppede på limpinden! Vi diskuterede kagen – og ikke de 50 udlændingestramninger, der var substansen bag det hele. Hun har en rigtig dygtig rådgiver, Mark Thorsen, og hun og han ved godt, at hun selvfølgelig får en masse skidtspande, men også en masse klap på ryggen, for de er da bevidste om den undersøgelse, der viser en klar fællesmængde blandt dem, der liker Inger Støjberg og Dansk Folkeparti. Hun ved godt, at hun dækker en flanke af. Jeg undrer mig nogle gange over, at vi ikke er mere kritiske over, hvad vi stiller op til.  Vi kan naturligvis ikke styre de sociale medier, hvor hun lagde sit billede, men vi skal ikke lade de sociale medier styre vores dagsorden.

 

Mediestøtte & gåpåmod

Men hvad skal der så til? Man må jo gå ud fra, at journalister grundlæggende er interesseret i at lave sand og meningsfuld journalistik? Kurt Strand mener ikke, at vi kan komme uden om, hvor afgørende mediestøtten er i et lille land som Danmark.

”Vi bliver nødt til at have mediestøtte. Alle er afhængige af den.  I Sverige har man endda bundet støtten på mediestørrelsen sammen med størrelsen på politikernes brug af penge til medierådgivning. Så mediestøtten stiger procentvis det samme som politikernes. Der er også forslag fremme om at flytte licensmidler over til en kæmpe pulje, alle kan byde ind på og få penge til, hvis man har en historie, der er vigtig at fortælle – det synes jeg også er en meget fascinerende tanke.

Men én ingrediens står over dem alle. Den enkeltes journalist tro på sit fag og vilje til at ville gøre en forskel.

”Jeg ved godt, at det er så nemt at sige, men vi skal gøre os uundværlige. Da jeg som ung boede i Århus havde Stiften et oplag på omkring 75.000 på hverdagen og næsten 100.000 om søndagen, og det var avisen, man ikke kunne komme uden om, hvis man ville vide, hvad der skete i byen. I dag er tallet på omkring 15.000, så 60-85.000 mener godt, at de kan undvære den.

I en anden ende har vi Kristeligt Dagblad, som har haft modet til at sige, at der er noget, de vil satse på frem for andet. De har turdet sige, at de tror på kvalitetsjournalistik, og de er gået frem og frem.  Vi andre skal også turde stoppe op og tænke det hele lidt om. Og sådan en aften her er jo et godt sted at begynde – at vi mødes og taler om tingene. ”