Bullshit-oplæg_ed

Voldelig opvækst lagde kimen til Bullshit

Årets Cavlingpris-vindere Camilla Stockmann og Janus Køster-Rasmussen gav et indblik i deres arbejdsmetoder og overvejelser med bogen om rockergruppen fra Vestamager.

Der var en sammenhæng mellem en voldelig opvækst med vold i hjemmet eller i folkeskolen, kombineret med druk, en forfejlet ungdomspolitik og ungdomsarbejdsløshed, som gjorde de 13-14-årige unge ”voldsparate” og dermed tiltrukket af det rockermiljø, som opstod på Vestamager i starten af 1980’erne og blev til gruppen Bullshit.

Sådan forklarede journalisterne og ægteparret Camilla Stockmann og Janus Køster-Rasmussen, der er årets Cavlingpris-modtagere for deres dokumentariske bog ”Bullshit – fortællingen om en familie”, der skildrer den første rockerkrig og største væbnede kamp i Danmark siden anden verdenskrig og som samtidig er en beretning om baggrunden for kriminelle ungdomsbander.

“Historien skrives af vinderne”
– Det var Churchill, som sagde, ”historien skrives af vinderne”, og at tabe en krig er at tabe mælet. Vi blev interesseret i at finde ud af og skrive om taberne af rockerkrigen, om Bullshit og ikke om Hells Angels, da vi ikke kunne finde noget om tabernes historie, forklarede Janus Køster-Rasmussen. Gennem halvandet år havde de kaldt undertitlen på bogen for ”Tabernes historie”, men det ønskede forlaget ændret, og det blev til ”fortællingen om en familie”. Den skildrer de fængslede, enkerne og de efterladte og portrætterer børn og unge fra Vestamager gennem den ti år lange rockerkrig.

De to forfattere har anvendt både fortællende og undersøgende journalistik, gennemtrævlet flere gange titusindvis af gamle politirapporter, domsudskrifter, kommunale rapport etc. på Rigsarkivet og interviewet omkring hundrede kilder i miljøet. Historien tager sin begyndelse, da Henning Norbert Knudsen, kaldet ”Makrel” var 18 år og Pia fra Vestamager 16 år i 1978 og frem til, at Henning myrdes med en maskinpistol af Jørn ”Jønke” Nielsen fra Hells Angels i maj 1984.

De unge kom fra et socialt belastet miljø, hvor det at få bank i hjemmet ikke var usædvanligt. De havde et fristed i ungdomsklubben Nøragersminde, hvor de fremstillede deres første rygmærker. Det var også udpræget at gå med forskellige symboler som eksempelvis hagekors, men der lå intet politisk budskab i det. ”Makrel” havde en ven, Kim, der var fra Nyhavn, og en dag blev skudt som det første offer. Seks dage efter drabet blev Johnny, som hørte til Pias vennekreds, skudt og dræbt; han have været med i en bande, der hed Unionen eller Filthy Few, og den bande gik nu sammen med Nøragersmindebanden og dannede Bullshit.

Hvordan kunne det ske?
– Det var forråelsen, ikke drabene, der havde vores interesse. Hvad skete og hvordan kunne det gå så galt, det vi i dag kalder radikalisering, altså at unge udviklede sig til hardcore kriminelle på ret kort tid?, fortalte Camilla Stockmann. Udfordringen var at finde og få kilderne i tale, og her begyndte de med at kontakte lederen af Nøragersmindeklubben, som var en ungdomsklub, og fik et omfattende materiale samt enkerne efter to dræbte bandemedlemmer, Pia og Bettina. Materialet indeholdt også den daværende klubleders egne tanker og breve fra de unge, mens de var i fængsel, og Tårnby Kommune forbød personalet i klubben at opsøge dem. Undervejs i researchen blev forfatterne også inviteret med til en 80 års fødselsdag og kom her i forbindelse med yderligere fem-ti nye kilder.

Tid og tålmodighed
– Det kræver både tid, tålmodighed og held at kunne skrive sådan en bog, og vi har haft fokus på ikke at romantisere rockerlivet, sagde Janus Køster-Rasmussen og tilføjede, at rockerkrigen ikke var en symmetrisk krig mellem to ligestillede parter, mere som Davids kamp mod Goliath – den lokale klub Bullshit forankret på Amager mod en rockergruppe, der har forankring i hele verden.

Selvom materialet bag bogen var omfattende følte parret aldrig, at de var gået død i materialet og havde hele tiden lyst til at fortsætte.

– Har man lyst til at skrive en bog, findes der ikke noget, som hedder det rigtige tidspunkt, sagde Janus Køster-Rasmussen. Processen med bogen har blandt andet lært dem, at man nogen gange skal vente og lade stoffet bestemme.

-Det har været virkelig spændende, og det kan sagtens være, vi skal skrive en bog igen, bare ikke lige med det samme, vi savner lige en helt almindelig periode med 9 til 17-arbejde, smiler Camilla Stockmann.

 

Tekst: Peter Haugaard
Foto: Line Frederiksen